uvirkelighedens kvalme blandes med tørre læbers kys
jeg klipper hul i papiret og lægger dit navn ovenpå det første nedfaldne efterårsblad
tiden river mig i håret og jeg er nervøs for at jeg har glemt at svømme og derfor synker til bunds
når først de vilde fulge trækker sydpå og regnen rammer mig tungt når jeg cykler over dronnings louises bro og glemmer at lade være med at dreje ned af den første sidevej
og pludselig står jeg der
nedenfor din lejlighed med sprukne læber og langt pandehår
møder din tårnhøje ryg i en blanding af afmagt og lugten af sæd
hvornår lærer jeg at huske på at viserne ikke drejer baglæns
at jeg ikke er den eneste pige du ser
selvom mine bryster er helt perfekte i dine hænder
lader du mig aldrig kysse nogle erindringer åbne
eller ryge ud af dit soveværelses vindue
kaster mig ud over sengekanten så jeg bider tænderne hårdt gennem min forfaldne stolthed
og gemmer det forældet nærvær vi engang delte i andres bevidsthed
for vi er bare os
kun os
inde i mit hovede
findes der ingen andre