du glemmer at skrive
jeg glemmer at vedligeholde tanken
om en tilstand af lykkerus
finder mig selv som menneske af blod og knogler
ude af stand til at mobilisere min krop rundt i samfundet
alligevel husker du
at holde mig helt ind
til mit bryst giver det sidste støn fra sig og jeg falder om
i dybere søvn end de skove vi engang bevægede os i
forsvinder ind i noget jeg aldrig ville kalde ord
men alligevel hægter mig fast i
som en fisk på krog