Hans hår. Dine negle og den dans hun dansede for dig, som hypnotiserede dit sind og gjorde dig mere ør end de urter vi henter på christiania. Og din historie er kun interessant fordi den minder mig om min egen og jeg er som bekendt en genistreg af et værk. Eller det kaldte du mig, i hvert fald. Jeg kan uden at tro at jeg er noget, trippe ned af Istegade, være noget, men være pisse ligeglad med det, for jeg ved, at jeg ikke er bedre end luderen på hjørnet selvom min lomme er fyldt med mønter af guld. Jeg er ikke politisk orienteret, holder bare med det der ligger mest til venstre og tættest på hjertet, har ikke noget tilovers for det magtliderlige system der udnytter deres autoritet gang på gang og slår på børn der aldrig var børn fordi de så verden falde fra hinanden og valgte at gøre noget ved sagen, og det er derfor de skal straffes, men for at vende tallerken og ikke snakke om bugede men lyse sider, så holder jeg af de mindreværdskompleks jeg nu engang har og jeg ser på de nederlag han gang efter gang giver mig så jeg bider i et hårdt æble og det gør ondt i tandroden, der straks sender signaler til nervesystemet, men det er godt at kunne mærke at man lever, så jeg også kan sanse hans tilstedeværelse, når dansen er min og duften af hans hår igen, ligger på mig.