Der var en gang, den her gang, hvor vi troede på det hele. På at politik var sandt og den rette vej frem. På et land hvor vi tog os af hinanden, bød andre velkomne. Og der dengang hvor vi troede på drager, på trylledrikke med frosne vingummier og at alt ondt i verden ville overvindes med det gode. Der var engang hvor jeg troede at alle historie havde en lykkelig afslutning, at FN bogstavligtalt var et sikkerhedsnet over Europa, at skønhedspletter forsvandt med tiden og at alle piger var lyshårede, for det var jeg jo. Jeg troede at kønshår var en skåne og at man ikke behøvede at få længere ben og vide at folk dør omkring en hver dag. Men nu ved jeg mere end jeg nogensinde før har vidst, og det er nu jeg tror på dine blå øjne, for jeg set mig selv forsvinde ned i dem, og aldrig komme derfra igen. jeg tror på at meninger kan trækkes i automater, på personlig hygiejne, på tilfældige møder, og på at skønhedspletter forbliver. Jeg tror på, at sukker kan være mere vanedannede end kokain og at klichéer bare er nød til at eksistere. Af sammen grund som jeg tror på hudafskrabninger og på strækmærker, fordi det giver god mening at nogen bare er vokset alt for hurtigt, lidt ligesom at jeg tror på, at et godt kys er alt for kort, på magi, på beskidte lagner efter sex og kikset undertøj igen og igen, fordi det er ikke er det udvendige der tæller, men det er når vi sammen ligger og er ensomme, at vi virkelig mærker at vi er her og jeg tror at der begåes flest selvmord efter ''happy hour'' fordi det virker rigtigt, at ville dø på et så godt tidspunkt, dertil tror jeg ikke på genopladelige batterier, på fladjern eller på nogens hårfarve og jeg tror ikke på så meget længere. For her står jeg og opsluges af verden og alt omkring mig, mens alting er nogenlunde og rart, godt. Men eventyr ender kun lykkeligt i historierne vi begravede, og jeg tror på, at jeg en dag husker hvor jeg begravede dem, så jeg igen kan slå op og kigge på alt jeg en gang troede på.