Det absurd, at du kan tro at jeg bærer rundt på en sorg. Du tager altid det samme tog, på det samme tidspunkt, til samme station. Jeg mener, at det er dig, som bærer rundt på noget. Jeg har den blå kjole på, som du elsker, for anden dag i træk. Men det vil du ikke bemærke, for du ser kun min sorg. Som du siger. En sorg, som skulle stråle ud fra mig, i alle retninger. Jeg fortæller dig, at jeg er bange for min egen menneskeligheds manglen, kunnen og skrøbelighed. At jeg ikke har grædt i en måned nu. Du mener det er sundt. Det ved jeg, det ikke er. Jeg ved, at solen har skinnet igennem regnbyger i mange år, fordi der er liv der slutter og liv der kommer. Noget der slutter der og begynder hér. Derfor er der intet absurd, omkring min sorg. Jeg kan bære rundt på hvad jeg vil.