og der er opståen i det katten spinder ud igennem sin mund og jeg ved den har ret, selvom den intet formål i livet har. Alting tages op til vudering, genovervejes, reflekteres over, for ikke har havne i det sorte kaninhul, som vi ved, ingen kan komme op af når først de ligger dernede på deres runde vorm og mens jeg høre skrigene fra kaninhullet og solen sniger sig om bag mit øje, falder jeg i en nostalgisk sindstilstand over brændte minder og blokbogstaver jeg skrev til tidligere kæreste, som jeg ikke husker hvem var, men som jeg dengang var helt sikker på, at jeg elskede og det er en ny form for åbenhed jeg er begyndt at dyrke herude i landet hvor ingen kender til jorden vi spirrer vores grønsager i, som vi alligevel ikke spiser, men sælges videre og køber andre ting for og mens vi køber og sælges og er her og der, for at vudere livssituationen, glemmer vi vores egentlig grund til at være. De mål vi for alt for mange årtier og menneskeår samt katteår, lovede hinanden at følge og nå, men som vi aldrig nåede og aldrig fuglte fordi vi havde så travlt med alle andres mål og visioner og drømme og det er i sin forstand det helt samme og det er svært at sige, noget af det, for vi opstår, og vi glemmer vores mål, mens vi stille glemmer os selv og det er ikke os selv, som mærker smerten, den er der bare. Sådan er det og sådan vil det altid være. At opstå, give, mindes, glemme og dø.

Kontrol

Balance 

Ubeslutsomhed 

Afventning