Og mens vi leger med tomme mælkekatoner og lysfluerne flyver blidt ind i vores ører, stopper han mig mens du forsvinder ind i skovkrattet. Han glider fingrene igennem hans hår og fortæller, at han har noget helt specielt til mig. Han stryger mig over kinden og jeg trækker mig væk, skubber hans malede fingre fra mit ansigt, vil ikke have hans spor på mig, slet ikke spor der kan bindes til ham. Han kigger op imod himlen og siger at alt det her er vores, mens han vifter ud med armene til et forfaldet telt, nogle tomme flasker hvis indhold vi aldrig tømte og en bunke beskidte tarotkort. Døden ligger og kigger på mig. Mens jeg griner højlydt af ham, og hans eje. Han stryger håret væk fra min nakke og planter kys, på forbrændt hud og hud han aldrig burde røre ved og jeg ved, at hun kigger ud på os, igennem bladene og jeg ved, at hun forbander os, som jeg også ved, at i morgen, når det ikke længere er mælekatoner og lysfluer der holder os i live, men tunge flasker rødvin og forfaldende blade, vil jeg sidde og trøste hende, mens han ligger med en kniv ignenem hjertet. Det vil vi ikke bemærke eller tale om, selvom han ligger på jorden ved siden af os. For sådan lever vi. Og hun har accepteret at de forelsker sig i mig og ikke i hende, og jeg har accepteret, at hun slår dem ihjel på grund af dette.