Mens alle andre fordufter til Roskilde, ærgrer jeg mig endnu engang over, ikke at skulle med. Tiden går med alle de ting jeg elsker. Dejligt mad, søde mennesker og at køre rundt klokken fire om natten, når fuglene lige er stået op. Køre igennem natten og græde godvilligt fordi man er lykkelig uden helt at være det, fordi noget mangler, men alligevel ikke mangler, fordi man ved at man ikke behøver det, fordi man har accepteret det og så meget andet, samtidigt. Og dette er uden tvivl den bedste tid på året. Friheden, oplevelserne og den måde man virkelig mærker hvor hårdt man har brug for andre. Nogle gange bliver man bare bange, for alt den frihed man pludselig står midt i, men samtidig finder man også sig selv, igen.