Dig og dit forpulet sind gør det hele til 57:18 som ingen mening giver. Og officelt eksisterer du ikke, det eneste der er tilbage af dig er en gennemboret skygge, blottet for selvindsigt og egen personlighed. Alting bliver så alvorligt, selvom der aldrig har været noget vi skulle tage ansvar for, og du har stadig ikke forstået, at det ikke et sted vi er, befinder os på, men at det er en tilstand vi er i. Der er ikke nogen alder på det, vi ved bare, at vi er trådt ind i en anden virkelighed, hvor der ikke længere hænger drager ned fra loftet eller vinden leger i piletræerne. Og det er ikke nemt, det er ikke ligetil som alle ellers prøve at understrege at det er, også selvom man kommer derud, hvor man tror at det måske altsammen er lidt anderledes, og man lader sig trække på bølger af lyd, højere op i luften og ned igen og til side og møder smil der blander sig med øl og røg, så ved man stadig er det her er fucking alvorligt, men stadig ikke stedet, bare tilstanden og det ondt, helt derinde, hvor det skrøbeligste man ejer sidder. Det eneste sted, du stadig har magten over, dig og dit forpulet sind.